HOME - Per Meistrup Productions Co.

Multi Media Production  &  Blank Recording Media 
  

| Home | Produkter | CD kopiering | CD replication | CD tryksager | DVD kopiering | DVD replication | Information | Kontakt | Søg |

ncb afgifter

Når du kopierer eller udgiver CD'er eller DVD'er og disse indeholder musik, skal du betale afgift til musikkens komponist for at benytte den - medmindre du selv har komponeret musikken og du ikke er medlem af nogen ophavsrets organisation, f.eks. Koda.

Vær opmærksom på, at der også er regler for brug af musik ved offentlige arrangementer, radiospredning, film, video og på Internet-sider.

Ophavsret er en jungle at finde rundt i - på denne side kan du få lidt orientering om, hvorledes du skal forholde dig, når du selv udgiver CD eller DVD.

 

Hvem ejer musikken

Der er to slags ophavsret, du skal være opmærksom på, når du udgiver musik.

Den ene er retten til indspilningen - med et fint udtryk kaldes den for fonogramatisk rettighed. Du må ikke overspille musik fra en CD (eller bånd og plade), for indspilningen tilhører musikerne og det selskab, der har udgivet CD'en. Hvis du overspiller uden tilladelse - så er det piratkopiering. Du skal have tilladelse fra det selskab, der har udgivet CD'en eller de selskaber der ejer indspilningen - og det kan i nogen tilfælde være vanskeligt at få. En DiskJokey kan f.eks. ikke bare mixe et bånd med hotte hits og begynde at sælge det - eller for den sags skyld forære det væk til venner og bekendte.

Den anden rettighed er ophavsretten til kompositionen. Uanset hvem der spiller og synger, så ejer komponist og tekstforfatter musikken - med fagudtryk kaldes det for autorernes ejendomsret til værket. Du kan således vælge selv at spille og synge på din CD, men har andre komponeret dine udfoldelser, så skal du betale en afgift til dem, for at anvende deres materiale.

Ejendomsretten til de to musikrettigheder er lidt forskellige. For den fonogramatiske ret gælder generelt, at musikken er beskyttet med ejendomsret i 50-60 år efter det år indspilningen fandt sted. Der er forskel på dette tidsrum i forskellige dele af verden, men for de fleste lande gælder efterhånden 50 år. Det er indspilningslandet, der er afgørende - altså det land hvor indspilningen fysisk blev foretaget, uanset musikerne kom fra et andet og pladeselskabet ligger i et tredie. Når ejendomsretten til indspilningen er udløbet, kaldes den for "public domaine" - derfor må du godt overspille, støjrense og genudgive meget gamle 78'er plader, hvis du da ellers er opmærksom på den anden ejendomsret, den for kompositionen.

For komponisterne gælden den regel, at værket er beskyttet i indtil 70 år efter komponistens død - hvis der er flere autorer, da i 70 år efter den længst levendes død. Det er således ikke ret meget "moderne" musik, du kan anvende, uden betaling af ophavsrets vederlag. Vær også opmærksom på, at selv om musikken er gammel, så kan den være ophavsretsligt beskyttet i det arrangement, du påtænker at benytte den i. Når musikken ikke længere er ophavsretsligt beskyttet kaldes den for et "frit værk". Af og til støder du også på betegnelsen "Trad." (på ældre plader kan være anført "xxx"), som står for "traditionel" eller folkemusik. Vær dog opmærksom på, at der kan stå både Trad. og et navn - i så fald er der tale om et beskyttet arrangement.

Sidetop

Hvordan får man tilladelse til at benytte musik

I modsætning til at få tilladelse til at overspille numre fra en plade eller CD, så er det noget nemmere, hvis du selv står for de kunstneriske udfordringer. Tilladelse til at indspille en komposition kan du næsten altid få fra Nordisk Copyright Bureau - også benævnt "ncb" - de forvalter omkring 90% af alle komponist rettigheder.

Før du udgiver musik, skal du have tilladelse - bedst er det, at få tilladelsen allerede inden du foretager indspilningen. Du skal udfylde et ansøgningsskema, som du kan rekvirere fra ncb eller fra os. På dette skema skal du bl.a. anføre titler på numrene og navne på komponisterne - er du i tvivl, så er ncb meget flinke til at hjælpe dig med, at finde oplysninger frem fra deres arkiv. Du skal også angive, hvor mange eksemplarer du vil udgive i og en salgspris. Vær opmærksom på, at selv om du forærer dine CD'er eller DVD'er væk, så skal du alligevel betale afgift for, at benytte andres ejendomsret til kompositionerne. I sådant et tilfælde betaler du et minimums vederlag.

Du skal have afklaret tilladelse og betalt vederlag, inden du går i gang med kopiering af bånd eller fremstilling af CD'er.

Der er nogle få ting, du yderligere skal være opmærksom på, med hensyn til tilladelse:

Du må generelt ikke ændre i kompositionen. Normalt tillades fortolkning eller arrangement, men i realiteten skal værket indspilles sådan, som komponisten har skabt det. Krænkelser af værket falder ind under begrebet "droit morale" - det kan medføre forbud mod din indspilning - hvis du er i tvivl, da kontakt ncb før du foretager ændringer.

Du må ikke skrive ny tekst til musikken, uden først at få tilladelse til dette. Vær opmærksom på, at ncb ofte skal spørge værkets ejerne - de kaldes for retsindehaverne - og det kan i nogen tilfælde tage (meget) lang tid, at få svar. Det samme gælder naturligvis ny musik til en eksisterende tekst.

Du må ikke anvende musikken til reklame, politiske eller religiøse formål uden retsindehavernes tilladelse.

Sidetop

Demo-CD

Mange musikere og bands udsender demo- CD'er til spillesteder og pladeselskaber. Disse udfoldelser falder ophavsretsligt ind under samme regler, som en almindelig og kommerciel udgivelse og der skal både indhentes tilladelse og betales afgift - også hvis du selv kopierer eller "brænder" hjemme og forærer bånd- og CD'er væk som demoer.

Hvis du selv har komponeret musikken, selv indspillet den og er du ikke medlem af Koda - så ejer du selv alle rettigheder og kan gøre som du vil - i alle andre tilfælde, skal du først have tilladelse.

Hvis du allerede er medlem af Koda, så har du i princippet overdraget forvaltningen af alle dine rettigheder til Koda og ncb - derfor skal du søge om tilladelse til- og betale afgift for at anvende dine egne kompositioner. Det kan i praksis virke noget firkantet, når du "bare" skal lave et lille oplag af demobånd - ncb giver derfor normalt også tilladelse til, at du kan udgive materialet første gang, uden at betale afgift. Du skal dog altid indsende en ansøgning og tilladelsen gælder kun dit 1. oplag og højst 1.000 eksemplarer - evt. senere genoptryk ansøges, behandles og afregnes på normal vis. Om du anvender oplaget som demo eller sælger eksemplarerne er underordnet, men ordningen omfatter alene udgivelser, hvor alt det indspillede materiale er dit eget.

Sidetop

Reklame produktioner

Hvis du ønsker at udgive et bånd eller en CD som reklame, gælder der særlige begrænsninger.

Du må ikke unden videre anvende andre komponisters musik i reklamer - også selvom du selv har spillet den eller fået den indspillet. Det er ikke alene et spørgsmål om at betale afgift til ncb - du skal have en særskilt tilladelse for, at anvende musikken til reklameformål.

ncb skelner mellem musik i selve reklamen og en produktion med musik-stykker, hvor disse er adskilt fra reklame indslagene. Der kan forekomme andre, forhøjede afgiftssatser ved brug af musik i forbindelse med reklameformål, end ved almindelige musik udgivelser.

Hvis du ønsker at anvende musik i reklame øjemed og vil undgå omkostningerne og besværet med tilladelse, kan du vælge at bruge "katalog musik" i stedet - f.eks. fra Fandango kataloget.

Sidetop

Hvordan beregnes afgiften

Afgiften til ncb for anvendelse af andre komponisters værker til musikudgivelse (fx. CD-DA) beregnes som en procentsats af den beregnede salgspris med fradrag for moms. Ved private udgivelser beregnes afgiften pr. marts/99 som 9,009% af prisen til detailforretning (excl. moms) og 7,4% af prisen til slutbruger (excl. moms) - dog beregnes altid et mindst et minimumsvederlag. Hvis der er meget lang spilletid på udgivelsen, kan afgiftssatsen blive forhøjet.

Indeholder din udgivelse både beskyttede værker og ubeskyttede værker - f.eks. dine egne eller frie værker, så beregnes afgiften "pro-rate" - d.v.s. du betaler forholdsmæssig afgift for den del af den totale spilletid, som de beskyttede værker udgør.

Er der tale om en demoudgivelse, en CD du forærer væk gratis eller sælger meget billigt, så skal der betales en mindste afgift - den kaldes for "minimums vederlag". Se også ovenfor om Demo-CD.

For CD-ROM udgivelser og musik i Video- og Filmudgivelser, gælder særlige rgeler og tariffer.

Afgiften indbetales direkte til ncb og der beregnes ikke moms på ophavsrets afgifter.

Du kan få oplysning hos ncb om den nøjagtige afgift i dit tilfælde eller finde yderligere information på ncb's website.

Frieksemplarer / Promotion

Promotion frieksemplarer skal der ikke betales afgift af, når en række betingelser er opfyldt. Tjek med ncb om de gældende regler, der i hovedtræk er:

  • Indtil 250 stk. frieksemplarer uden afgift

  • Fremstillingen skal finde sted hos en af ncb godkendt virksomhed

  • Det samlede oplag skal være på mindst 599 eksemplarer

  • Frieksemplarer skal gives væk gratis til f.eks. anmeldere, DJ's og radiostationer, med henblik på at fremme salget

  • Frieksemplarerne skal være identiske med det udgivne

  • Der skal stå "Promotion - Nor for Sale" på labeltryk

  • Der skal forlods indhentes tilladelse fra ncb.

Sidetop

Hvilke copyright oplysninger, skal der stå på label

ncb forlanger følgende obligatoriske angivelser på label (kassettebånds etiket, CD-bagside tryk - disse oplysninger kræves også på CD-ROM med beskyttet musik):

  • ncb-faksimile
    Du kan hente dette som .tif-fil fra vor Download side.
  • Tekst,
    enten på dansk:
    "Alle rettigheder forbeholdes den fonografiske producent og ejer af det indspillede værk. Uden tilladelse er kopiering, udlejning, udlån, anvendelse af dette fonogram til offentlig udførelse og radiospredning forbudt."
    eller på engelsk:
    "All rights of the producer and of the owner of the works reproduced reserved. Unauthorized copying, hiring, lending, public performance and broadcasting of this recording prohibited."

    Du kan hente Microsoft Publisher 97 makroer til kassettebånds og CD
    etiketter, med både ncb-faksimile og dansk eller engelsk tekst, fra vor Download side.

I nogen tilfælde kan det være vanskeligt at få hele teksten med på kassettebånds etiketter - afhængigt af hvilket udskrivningsprogram du anvender - du bør da mindst skrive "Alle rettigheder forbeholdes." eller "All rights reserved." og på kassettens indlægskort/cover gengive den fulde ordlyd.

Sidetop

Hvor findes der flere oplysninger

Du kan finde yderligere information om musikrettigheder på følgende web-sider:

ncb, oplysning om tilladelse til at indspille andre komponisters værker.
Koda, oplysning om offentlig fremførelse af andre komponisters værker.
Gramex, oplysning om offentlig fremførelse af allerede indspillet musik.
www.ophavsret.dk, almene oplysninger om ophavsret.
www.pligtaflevering.dk, oplysning om pligtaflevering af udgivne værker.

Antipratgruppen, oplysning om hvad må og IKKE må kopiere.

Se også artikler her på sitet:
Digital kopiering - hvad må man og hvad må man IKKE ? 

 

Seneste redigering: 19-03-2006

Dette websted er optimeret til Internet Explorer 4.x eller nyere,  skærm min. 16-bit farver, 640x480.
Der tages forbehold for tastefejl og prisændringer. Alle priser er excl.moms.  Alt salg er i henhold til vore Handelsbetinger.
Navigation på denne web-site:
= Information i Pop-up vindue.
Links til externe adresser (andre web-sites) åbner i et nyt vindue.


www.meistrup.dk
Copyright © 1998-2006, Per Meistrup Productions, Blovstrød Teglværksvej 3, DK-3450 Allerød, Denmark.
Tel. (+45) 56 14 66 77   |   E-mail  
Copyright ©, Varemærker, logos, fotos og artwork tilhører respektive ejere og må ikke kopieres uden tilladelse.
Dele af clipart er anvendt ifølge licens og tilhører ophavsretsligt © Corel Corporation m.fl.